Software og knowhow til automationsl?sninger
Du er her: Forside

Innovativt samarbejde mellem vandværker sikrer vandforsyning



Styringssystem til nyt vandfællesskab
Picca har udviklet styringssystemet til et nyt vandfællesskab i Nordvestsjælland - til gavn for såvel borgere som vandforbrugende virksomheder i området.

Indtil videre leverer værkerne i Gislinge, Svinninge, Kundby, Stigs-Bjergby, Jyderup Østre, Mørkøv og Knabstrup vand til fællesskabet, der består af i alt 50 vandværker.

Det omfattende projekt og system er det første af sin slags inden for dansk vandforsyning og gennemføres i tre faser. Første fase er afsluttet, og anden fase - udbygningen af de eksisterende værker - gennemføres i løbet af næste år. Derefter påbegyndes fase tre, som primært er en udbygning af Svinninge Vandværk. Når systemet er i fuld drift, forventes det, at de syv værker årligt skal levere ca. 1,9 millioner kubikmeter rent kvalitetsdrikkevand.

”Princippet i det nye system er næsten det samme, som når forbrugerne forsynes med el og vand. Vi har bare brugt det eksisterende net og sendt mere vand igennem. Resultatet er mere friskt vand, og at vi kan sikre vandforsyningen til områdets beboere og virksomheder. Infrastrukturen er tilpasset behovet, modsat tidligere hvor kapaciteten satte begrænsninger på den mængde vand, som kunne leveres”, fortæller direktør Jørgen Høj fra Vandfællesskabet Nordvestsjælland A.m.b.a.

Det er Picca Automation A/S, der har leveret og implementeret både hardware og software i styringssystemet. Desuden fik virksomheden udfordringen at bevise fordelene ved et samarbejde mellem vandværker. Vandværkerne kører fortsat som selvstændige enheder, der reelt sælger vandet til Vandfællesskabet. Men fællesskabet sikrer en mere effektiv styring af værkerne, bedre overvågning af produktionen og en større forsyningssikkerhed, end det enkelte værk kan tilbyde.

Automatisk regulering og trådløse styringer
Ni målerbrønde er spredt over et område på ca. 13 km i diameter og forsynet lokalt med 3 x 400 V lavspænding. Brøndene er udstyret med eltavle, reguleringsventiler, tryk- og flowmålere evt. pumper og mobiltelefonmodul. Overvågning og styring sker via GSM-mobiltelefonnettet. De opsamlede data sendes trådløst til den centrale overvågningsstation på Vandfællesskabets kontor i Vognserup ved Holbæk.

”Set-værdierne har vi indtastet ud fra den eksisterende kapacitet og forbruget gennem en periode. I det nye net kan vandet løbe både ud og ind, og de tidligere net kan bruges som transportnet. For eksempel var vandværket i Kundby tidligere kun forbundet med nettet i Svinninge. Nu løber vandet fra Kundby til målerbrønden i Svinninge og herfra videre til en ny målerbrønd og ind i Vandfællesskabets net”, fortæller Jørgen Høj og fortsætter: ”Via et regneark indstiller jeg time for time det antal kubikmeter, hvert vandværk skal levere. Værdierne sendes via GSM-nettet ud til målerbrøndene”.

Er modtrykket for stort, regulerer PLC’en i brønden flowet ned. Modsat reguleres flowet opad, hvis modtrykket begynder at falde. Bliver niveauet i et vandværks renvandstank for lavt, lukkes der for transporten, inden værkets egenforbrugere kommer til at mangle vand. Denne styring sker trådløst, idet alle vandværkstyringerne også er udstyret med trådløs GSM-teknik. Kan Kalundborg ikke aftage vandet, så stiger trykket i ledningsnettet, og nedregulering sker automatisk.

”Vi var helt trygge ved valget af Picca Automation. Især da vor rådgiver på projektet, ingeniørfirmaet Rambøll, i forvejen kendte firmaet og dets løsninger. Samarbejdet er gået godt, og der forestår kun nogle små tilpasninger, inden anlægget er helt færdigt”, afslutter Jørgen Høj.

 

  Printvenlig version  Søg på picca.dk  UK version



Kontakt os

Peder Steffensen
Mob.: 20 23 08 01
Mail:   pls@picca.dk

References

> Krüger A/S
> EnviDan A/S
> Arla Foods A.m.b.a.
> Københavns Kommune
> Nyborg Kommune
> Grindsted Vandværk I/S
> Grønlands Energiforsyning